Medlemsmøde: Blindsmagning for hold

Lokalafdelingen havde indkaldt til medlemsmøde med blindsmagning for hold. Dels var der tale om en konkurrence mod lokalafdeling Rødovre, hvor vi skulle forsøge at vinde vandrepokalen fra Region København tilbage, dels var der tale om udtagelse til DM i blindsmagning for hold i Middelfart den 19.11.2011. 

4 hold var tilmeldt fra Rødovre, 3 hold var tilmeldt fra København. Det ene af holdene fra Rødovre var desuden et 4 mands hold. Desuden mødte 2 af deltagerene fra København aldrig op, så de 2 af holdene fra København var tomandshold. 

Mødet var sat til at starte kl. 19, men da ikke alle var dukket op, ventede vi 10 minutter forgæves, for som sagt var der 2, som havde valgt at blive hjemme. Synd for dem. En sang på 2 vers blev delt rundt. Den glimrende sang var tilsyneladende for svær for deltagerne, for hen imod slutningen af vers 1 døde sangen ud. Det var meningen at genoptage sangen på et senere tidspunkt, hvilket af tidsmæssige årsager blev valgt fra af "mødeledelsen" (hm). 

Blindsmagningen gik i gang, og deltagerne skulle i første halvleg gætte 7 øl på en tipskupon:

1. Paulaner, Weissbier Natürtrüb, Hvedeøl

2. Tiger, Pilsner

3. Budejovicky Budvar, Pilsner

4. Castlerock, Harvest Pale Ale

5. Einbecker, Ur-Bock Dunkel, Bock

6. Beer Here Hopfix, IPA

7. Rodenbach, Sour Ale

Tipskuponerne blev samlet ind, holdene fik en tisse-ryge pause og kunne desuden smage et par til lejligheden indkøbte øl, et eksemplar af hver af de blindsmagte øl blev stillet op, tipskuponerne returneret til holdene og stillingen gjort op. 

Efter første halvleg var der 1 hold der skilte sig ud, nemlig København 2, der havde 5 rigtige. Andenpladsen blev indtaget af Rødovre 4 med 4 rigtige. 

Efter pausen blev der smagt:

8. Albani Giraf Beer, stærk pilsner

9. Søgaard Børglum Kloster, Abbey Tripel

10. Poretti Chiara Original, Pale Lager (burde have ligget et andet sted)

11. Chimay Rouge, Trappistøl

12. Djævlebryg Old Mephisto, Barleywine

13. Flying Dog Gonzo Imperial Porter

Der var indkøbt 2 dark horses, for det tilfælde at nogle af holdene havde lige mange rigtige. Efter at tipskuponerne var samlet sammen og et eksemplar af hver øl var sat frem, viste det sig, at de ikke blev nødvendige. 

Stillingen:

Rødovre 3, 3 rigtige

København 3, 4 rigtige

Rødovre 1 og København 1, 5 rigtige

København 2, 6 rigtige

Rødovre 4, 8 rigtige. 

Tillykke til Rødovre 4. Efter behørigt uddelte klapsalver fra forsamlingen fik Rødovre 4 overrakt vandrepokalen og en bogpræmie. Holdet bestod af Henrik Skovborg, Torben Nielsen og Normann Errebo (alle flot iklædt Tour de Biére T-shirts) og med konsulenthjælp af Kim Danø, der i dagens anledning var iført krykker p.g.a. en meniskoperation. 

Som det bedste hold fra København, har København 2, bestående af Jesper Greisen (der aldrig dukkede op), Bjarne Nielsen og Kirsten Mortensen kvalifriceret sig til DM i blindsmagning. 

Den officielle del af mødet var hermed slut, hvorfor en del gik hjem. Andre ville gerne vide, hvilke øl der havde været Dark Horses. Der blev derfor lejlighed til at smage og gætte, hvilke der var tale om. 

Dark Horse 1: Paulaner Salvator, Tyskland, Bock

Man skulle her gætte land, øltype og navn. Flere havde øltypen rigtig. 

Dark Horse 2: Castelain Jade, Frankrig, Pale Lager

Her skulle man igen gætte land, øltype og navn. Pale Lager er den type som er skrevet ind i Ratebeer, på flasken står Biére Blonde, men det betyder formentlig blot at det er en lys øl, og ikke som af mig hævdet en blonde. 

Tak til alle deltagere for jeres gode humør, og tak også fordi I hjalp til med at rydde op. Det blev lidt sent, men jeg er sikker på, at alle havde haft en rar aften.

 

København 1
København 2
København 3
Rødovre 1
Rødovre 2
Rødovre 3
Rødovre 4
Vinderholdet
Vinderholdet med pokal og bogpræmier